Ingen penge til 1900-tals by

Den Gamle By får en lille ekstrabevilling, men direktøren beklager, at 1900-tals by til gengæld ingen penge får.

Efter lang tids kamp ser det nu endelig ud til, at der er flere støttekroner på vej fra staten til Den Gamle By.

Kulturarvsstyrelsen opfordrer i en rapport Kulturministeriet, til at at give "en mindre forøgelse" af det statslige driftstilskud.

Direktøren for Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn, hilser tilskuddet velkomment.

- Det er da glædeligt. Det er noget, vi har arbejdet for længe, siger han.

Alligevel er direktøren ikke tilfreds. Han er skuffet over, at museets projekt om en 1900-tals by ikke vil modtage støtte.

- I Norge, Sverige og Tyskland kan borgerne gå ind og se, hvordan deres forældre og bedsteforældre boede. Hvordan så gaderne og butikkerne ud, hvordan lugtede der? Hele den totaloplevelse har det øvrige lande, men altså ikke Danmark, siger Thomas Bloch Ravn til Middagmagasinet på TV 2 / ØSTJYLLAND.

Han fremhæver, at projektet er enestående i Danmark, og derfor burde have høj prioritet.

- Det er en væsentlig kilde til historie for millioner af danskere. Den historie bliver ikke fortalt, siger Thomas Bloch Ravn.