Ingen gave til Hjejlen

Folkegave til den 150-årige hjuldamper opgivet

Hjejlen får alligevel ikke en folkegave i forbindelse med hjuldamperens 150 års jubilæum.

En gruppe unge lokale erhvervsledere har forsøgt at indsamle 2,3 mio. kr., som skulle bruges til at give lys på Hjejlestien og i havneområdet i Silkeborg.

I løbet af det seneste år er der dog stort set ikke kommet flere penge i kassen. Derfor er der indtil videre kun indsamlet 400.000 kr.

På grund af de ringe chancer for nogensinde at indsamle de resterende 1,9 mio. kr. er folkegaven nu droppet.

- Jeg er ked af, at det ikke kan lade sig gøre. Havnen er et område, der er noget særligt for Silkeborg, og som er med til at gøre byen til noget unikt, siger en af initiativtagerne, Torben Smedegaard Pedersen, til mja.dk.