Ingen fyldte kaffekopper
Der er kommet amerikanske sikkerhedsregler
Amerikanske sikkerhedsregler er rykket ind i danske virksomheder, hvor medarbejdere ikke længere må fylde kaffekoppen helt op eller gå på trappen uden at holde fast i gelænderet. Det fortæller DR Østjylland. Det oplever man blandt andet på Danisco i Aarhus, der er blevet solgt til den amerikanske kemigigant DuPont.
- Der kan ske mange ting. Man kan falde og snuble, og der kan ske ulykker, siger direktør Flemming Jensen til DR Østjylland. Virksomheden har fået et sæt amerikanske sikkerhedsregler, som betyder, at medarbejderne ikke længere må fylde koppen, fordi man kan brænde fingrene eller spilde og lave farlig aquaplanning på gulvet.
- Den studsede vi da lidt over. Også at vi heller ikke længere må køre bil og snakke i mobiltelefon, selv om vi har bluetooth, siger Flemming Jensen.
Skal holde i gelænderet
Danisco er ikke alene om at skærpe sikkerheden med et internationalt regelsæt.
Hos vindmøllekoncernen Vestas, der har hovedsæde i Aarhus, må medarbejderne ikke gå på trappen uden at holde ved gelænderet, og ved Siemens Wind Power i Brande skal medarbejderne hver morgen bakke ind i parkeringsbåsen for at kunne køre lige hjem og derved undgå ulykker efter fyraften. Ifølge Henning Jensen har de skærpede sikkerhedsregler båret frugt.
- Der er ingen tvivl om, at der er sket en øget bevidsthed blandt medarbejderne. Der er selvfølgelig også noget økonomi i det her, men der er først og fremmest en oprigtig interesse i medarbejdernes ve og vel, siger han til DR Østjylland.
På Aarhus Universitet er lektor ved institut for ledelse, Frances Jørgensen, ikke i tvivl om, at flere danske virksomheder i fremtiden vil læne sig op af internationale opskrifter, når medarbejderne skal passe på sig selv og hinanden.
- Der kommer flere regler, traditioner og måder at arbejde på fra udlandet. Det er ikke for at gøre arbejdet mere besværligt, men fordi virksomhederne oplever, at der er en risiko, og de vil gerne sikre deres medarbejdere bedst muligt, siger Frances Jørgensen.