Ingen drenge tilladt: I et helt århundrede har pigerne stået sammen
I denne weekend fejrer De grønne pigespejdere 100 års jubilæum.
Med hele 80 vejende faner og levende musik ned gennem Strøget i Aarhus var der lagt op til den helt store fejring. Lørdag satte De grønne pigespejdere markeringen af deres 100-års jubilæum i gang, hvor flere end 200 pigespejdere deltog i festlighederne.
Læs også
Som en del af spejderfesten var Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte inviteret med til det store åbningsshow på Havnepladsen i Aarhus. Prinsessen stod for åbningstalen, der handlede om fællesskab og kammeratskab.
- Som min mor sagde dengang: Husk nu, det er pigerne, det hele handler om, afsluttede prinsessen sin tale.
Efter åbningsshowet blev Havnepladsen omdannet til en lejrplads med adskillige storrygende bålsteder og flere aktiviteter for de mange piger, der var med.
- Det har været en vidunderlig dag. Lige som vi havde ønsket. Vores mindre spejdere har for første gang fået en fornemmelse af, hvor stort og stærkt fællesskab de er en del af, og de lidt ældre spejdere har brugt dagen på at udfordre sig selv og hinanden med de nyskabende aktiviteter,” siger Ane Frydenboe, der er spejderleder.
Der blev dystet i madlavning, hvor deltagerne skulle kreere to retter på tid, der til sidst blev bedømt ud fra kreativitet, smag og udseende.
Blandt de mere nyskabende aktiviteter til jubilæumsfejringen var blandt andet et såkaldt ’escape room’, hvor pigerne i hold skulle løse gåder på tid.
#meetoo hos pigespejderne
En anden spejderaktivitet var et #metoo-inspireret løb for pigerne, der blev afholdt på Kvindemuseet. Som en del af løbet skulle de lære om kropsforståelse og egne grænser.
Læs også
Og det er faktisk med et moderne tvist, at De grønne pigespejdere nu tager hul på et nyt århundredes eksistens. De seneste fem år har de nemlig oplevet, at flere piger vil være spejder.
- For 30 år tilbage blev spejder af mange opfattet som en lukket, lidt nørdet klub. I dag oplever vi, at kernen i vores aktiviteter vækker genklang hos mange forældre, der søger spejder som fritidstilbud til deres børn, siger Birgitte Meisner Nielsen, der er generalsekretær i De grønne pigespejdere.
Danmarks største pigefællesskab
Den 4. maj 1919 blev det første og eneste spejderkorps for piger etableret i Danmark. I dag er De grønne pigespejdere Danmarks største pigefællesskab.
Læs også
Hver uge samles børn, unge og voksne kvinder om udfordrende aktiviteter i naturen. I 100 år har De grønne pigespejdere holdt fast i, at det er værdifuldt for piger at have deres eget spejderkorps at udfolde sig i.
Når man kun er piger sammen, har pigerne mulighed for at gøre sig erfaringer med alle typer af aktiviteter og opgaver. Erfaringer de tager med sig ud i livet i andre sammenhænge.