Indvier ødelagt monument
Dronning Margrethe til folkefest
Dronning Margrethe kommer til Silkeborg, når byens frihedsmonument skal genindvies næste år.
Ifølge Midtjyllands Avis har komiteen til genrejsning af skulpturen netop modtaget et brev fra hoffet om, at hendes majestæt er "meget positivt stemt med hensyn til at deltage i genrejsningen af skulpturen".
- Det er vi selvfølgelig meget beærede over og glade for. Genrejsningen af skulpturen bliver en folkefest i Silkeborg, og med deltagelse af hendes majestæt dronning Margrethe, bliver det ikke meget større, siger komitéens formand, Christian Fischer, til avisen.
Frihedsmonumentet - også kendt som Frihedskæmperen - blev skabt af billedhugger Knud Nellemose og var placeret i Indelukket i Silkeborg, inden det blev skændet og ødelagt af ukendte gerningsmænd.
Genrejsningen af monumentet finder sted søndag den 4. maj 2014.