Indbrud i Idas bil ved Ikea: Mistede skoleopgaver og baby-billeder

En uerstattelig harddisk blev stjålet fra Ida Agnete Sjøgrens bil, da hun var i Ikea med sin kæreste. Nu beder hun folk om hjælp på Facebook

En vigtig harddisk blev stjålet ved et indbrud i en bil ved Ikea i Skejby. Foto: Ida Agnete Sjøgren / Subrat Patnaik - Ritzau Scanpix

En kort tur i Ikea i Skejby har haft store konsekvenser for Ida Agnete Sjøgren, der bor i Aarhus. Under en indkøbstur med kæresten, Mathias, var der indbrud i parrets bil, og tyvene rendte afsted med både MacBook og ekstern harddisk. 

Den er ingenting værd, men for os er den meget værdifuld.

Ida Agnete Sjøgren.

Harddisken indeholder vigtige fotografier af ferier og andre store begivenheder, samt dokumenter og billeder fra Idas arbejde som fotograf. 

- Min eksterne harddisk betyder alt. Den er ingenting værd, men for os er den meget værdifuld, siger Ida Agnete Sjøgren til TV2 ØSTJYLLAND. 

Også en masse af parrets bryllupsforberedelser ligger på harddisken, og derfor har Ida nu efterlyst den på Facebook i et opslag, som indtil videre er delt mere end 3500 gange. 

- Det vi håber på, er, at man måske kan finde noget barmhjertelighed i de her gerningsmænds hjerte. Derfor har vi skrevet vores adresse, så man kan smutte forbi med den og ligge den på trappen, siger Ida Agnete Sjøgren. 

Ida har udlovet en dusør på 2000 kroner, hvis man kan hjælpe med at få harddisken tilbage i de rette hænder, og den store opmærksomhed på opslaget gør indtryk. 

- Vi er blevet blæst bagover. Det er helt vildt. Vi synes næsten, at det er ved at blive lidt pinligt i forhold til alle de store problemer, der er i verden. 

Vidne nåede at tage billede af bil 

​Indbruddet i bilen fandt sted tirsdag aften ved 19:30-tiden, og ida fortæller, at tingene ikke lå synligt fremme i bilen. Faktisk plejer harddisken at være gemt væk derhjemme, men den havde været med på arbejde og i skolen inden. 

- Harddisken lå i min skoletaske sammen med min MacBook og noget make-up. Jeg havde lagt den ind under sædet, så den var skjult, siger hun. 

Hun fortæller, at tre mænd i Ikeas cafeteria opdagede noget mistænkeligt på parkeringspladsen, som de løb ud for at kigge nærmere på. 

Da mændene nåede frem var det dog for sent, og gerningsmændene havde flygtet fra stedet. 

En fjerde mand nåede dog at tage et billede af den formodede gerningsbil, men det er fra så lang afstand, at man ikke kan se nummerpladen. Overvågningsbilleder er der ikke noget af. 

- Ikea har fortalt, at det er en offentlig parkeringsplads – så de må ikke sætte videoovervågning op, siger Ida Agnete Sjøgren. 

Østjyllands Politi bekræfter at de har modtaget en anmeldelse om indbruddet i bilen.