Indbrud efter tur på skadestuen
En 17-årig mand blev anholdt to gange i løbet af natten til i onsdag i forbindelse med indbrud i Grenaa
En tur på skadestuen afholdt ikke en 17-årig mand fra Djursland i efterfølgende at begå indbrud.
Klokken 23.50 begik den 17-årige aftenens første indbrud, da han knuste en rude til apoteket i gågaden i Grenaa med en sten. Her stjal han ifølge Østjyllands Politi forskellige ting fra apoteket, men et vidne havde set ham.
Politiet fik fat i den 17-årige. Det viste sig, at han havde skåret sig under indbruddet, så han blev kørt til behandling på hospitalet af en ambulance.
- Han blev afhørt, mens han blev kørt til hospitalet og herefter løsladt, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Senere på natten klokken 03.50 var han dog på spil igen, da han begik indbrud i supermarkedet Kiwi på De Lictenbergs Vej i Grenaa.
Da politiet kom til stedet, blev manden anholdt, og han kunne fremvise udbyttet af indbruddet. Det drejede sig om tre pakker cigaretter.
- Her til formiddag er han ved at blive afhørt, og han vil efterfølgende blive løsladt, siger Marianne Morgen.