- Ikke realistisk med Beckmann

Mikkel Beckmann træner med i Randers FC

31-årige Mikkel Beckmann træner for tiden med i Randers FC, men ifølge klubbens sportschef er det ikke realistisk, at det ender med en aftale. Det skriver bold.dk.

Mikkel Beckmann spillede for Randers FC fra 2008 til 2011, og ifølge klubben blev til 77 kampe og 17 mål for offensivspilleren i Kronjylland.

- Man kan aldrig udelukke noget, men på de pladser, Mikkel dækker, er vi rigtig godt besat. Jeg anser det ikke lige pt. for realistisk, at han får comeback i Randers-trøjen, siger Peter Christiansen til bold.dk.

Efter Randers FC skiftede Mikkel Beckmann til FC Nordsjælland, inden turen gik til cypriotiske Apoel og senest svenske IF Elfsborg, hvor offensivspilleren kort før jul fik ophævet sin kontrakt, hvorfor han gratis kan skifte til en ny klub.