- Ikke nødvendigvis dårligt
Skolelederforening om Tovshøjskolen
Den sidste etnisk danske elev er stoppet på Tovshøjskolen i Brabrand ved Aarhus, og dermed består skolen udelukkende af to-sprogede elever.
Det har blandt andet fået Liv Holm Andersen, der er medlem af Folketinget for de Radikale Venstre og integrationsordfører, til at kalde situationen "uholdbar".
Men helt så firkantet kan man ikke se på det, mener Anders Balle, der er formand for skolelederforeningen.
- Målet med folkeskolen er at være med til at skabe børn, der er fagligt, socialt og personligt stærke, og det er det overskyggende mål, og ikke så meget andet, siger Anders Balle til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og set ud fra det, mener han ikke nødvendigvis, at det behøves at være en uholdbar og dårlig situation.
- Om det er et problem eller ej, godt eller dårligt, det kan jeg ikke vurdere. Det er skolen og kommunen, der skal det, da det er et lokalt problem og derfor en lokalvurdering, siger Anders Balle og fortsætter:
- Det er klart, at Tovshøjskolen er en anden skole and andre folkeskoler. Den afspejler det område og kvarter, som den ligger i.
Der går omkring 300 elever på Tovshøjskolen.
Du kan se mere om Tovshøjskolen på TV | 2 ØSTJYLLAND klokken 18.30