Igen rent vand fra Alling-Tørring Vandværk

Folk, der får vand fra Alling-Tørring Vandværk, behøver ikke mere at koge postevandet.

På baggrund af de seneste prøver er det i samråd med embedslægen besluttet, at forbrugerne igen kan anvende vandet til madlavning og drikkebrug uden at det koges først.

Myndighederne tog prøver på vandværket den 14. oktober, og de viser at vandet igen overholder kvalitetskravene.

Vandværkets bestyrelse vil hurtigst muligt i løbet af onsdagen uddele løbesedler til alle de berørte forbrugere.

På løbesedlerne orienteres der blandt andet om, at alle koldtvandshaner bør løbe kraftigt i ti minuntter, inden vandet igen bruges som normalt.