I Østjylland spiser de hest
Slagter mærker stigende efterspørgsel
Hestemørbrad, hestesteaks eller hestegullasch.
Hos Frederiksgades Slagter i Horsens går hestekødet som varmt brød.
Slagter Leif Sørig vurderer, at butikken lige nu sælger 25 procent mere hestekød end før vinterens hestekødsskandale.
- Det er en god, gammeldags spise, og så er det blevet populært igen efter den gode omtale i medierne, siger slagter Leif Sørig til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Debatten om hestekød begyndte for alvor tidligere i år, da flere producenter var under mistanke for at blande hestekød sammen med andre kødarter.
Nogle af kunderne i den horsensiaske butik er lidt skeptiske over for hestekøddet, mens andre er godt tilfreds:
- Jeg har fået hestebøffer før. Det er super godt!, siger social- og sundhedshjælper Stine Laugesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Nedenfor kan du finde en opskrift med hestekød, hvis du er blevet fristet til at smage det:
Lækker hestegullash
Opskrift fra Frederiksgades Slagter i Horsens
Ingredienser:
1 kg skært hestekød
1/2 Liter fløde
1/2 Liter vand
200 g suppeurter
200 g lufttørret skinke
500 g friske små champignons
1 snackpeber
Mel til jævning
Brun hestekødet og tilsæt fløde og vand og lad det simre i halvanden time. Tilsæt derefter suppeurter og tørret skinke i tern og lad det simre en halv time mere. Så tilsættes champignons og snackpeber snittet i fine skiver og det simrer endnu en time. Jævn til sidst gullashen med mel og den er klar til servering