I kamp mod private sygehuse
Den nye Region Midtjylland skal undgå at sende patienter til behandling på privathospitaler, mener amtsborgmester.
For at undgå at patienter skal sendes til behandling på privathospitaler, vil amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S) have den nye Region Midtjylland til at skyde flere penge i de offentlige sygehuse.
Ifølge Flensted-Jensen er det nemlig billigere for skatteborgerne at behandle en patient i offentligt regi end at sende vedkommende over på et privat sygehus.
I dag har patienterne krav på behandling i løbet af to måneder, og hvis det ikke kan ske på et offentligt sygehus, skal amtet betale for behandling på et privathospital.
Når de nye regioner til nytår afløser amterne, bliver tidsfristen sænket til en måned. Dermed bliver presset på de offentlige sygehuse endnu større.
Johannes Flensted-Jensen vil arbejde for sit forslag i det Regionsrådet, hvor han er formand for Sundhedsudvalget.
Se indslaget om sagen i de sene nyheder på TV2 / ØSTJYLLAND mandag - klik" target="_blank">http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/video.aspx?id=280470&r=7">klik her.