Hvor mange dyr er der?
Stor optælling i Nationalpark Mols Bjerge
Hvor mange forskellige dyr og planter er der i Mols Bjerge?
Hidtil har svaret ikke været kendt. Derfor besluttede en række biologer og natur-interesserede lørdag at finkæmme Mols Bjerge i et forsøg på at fastslå det præcise antal.
Dagens optælling var en del af Den Europæiske Nationalparkdag, der lørdag blev markeret i den østjyske nationalpark på det sydlige Djursland.
Optællingen begyndte ved midnat, og jagten på på natsommerfugle, biller, planter og flagermus fortsætter frem til lørdag aften kl. 23.59.
Lørdag eftermiddag var deltagerne kommet langt i optællingen - uden dog på nogen måde at være færdige.
- Vi har ikke præcise tal endnu, for der kommer hele tiden nye til. Men vi er meget, meget tæt på 500 - og hvis ikke over. Så det er helt fantastisk, siger naturformidler Marianne Graversen til TV 2 | ØSTJYLLAND.