Her er hvad du gerne vil vide om Letbanen
Ventetiden er slut. Derfor har vi her samlet en række spørgsmål og svar, som kan være nyttige for Letbanens passagerer
Meget er sagt og skrevet om Letbanen, der har været udsat flere gange, men da det nu er ganske vist, at den moderne sporvogn kører med passagerer fra i dag klokken 11, har vi samlet en række fakta til kommende Letbane-brugere.
Hvad koster en billet?
Torsdag er det gratis at køre med Letbanen, men fra på fredag skal man betale for at køre med.
I Letbanen gælder de samme billetter og priser som i Midttrafiks busser.
Hvor mange passagerer kan der være i en letbanevogn?
Normalt er der mellem 84 og 108 siddepladser i et letbanevognsæt, afhængig af togtype. Derudover er der mellem 132 og 148 ståpladser.
Læs også
Vil det være hurtigere at benytte Letbanen end bybussen?
Som udgangspunkt vil det være hurtigere, ja, men det afhænger af, hvilken strækning der er tale om. Fra Lystrup st. til Aarhus Universitetshospital i Skejby tager det eksempelvis i dag mindst 23 minutter med kollektiv trafik inkl. skift. Med letbanen vil det ifølge Letbanen tage 12 minutter, og det er uden skift.
En af fordelene ved letbanen er, at rejsetiden er uafhængig af den øvrige trafik på vejene, fordi letbanen kører i sit eget spor.
Hvor mange mennesker kan der være i et Letbane-tog?
Aarhus Letbane har købt to typer tog: Et sporvognstog (Tango), der rummer op til 256 passagerer og især skal køre på strækningen fra Aarhus H til Grenaa samt en lidt mindre sporvognstype (Variobahn) med plads til 216 passagerer.
Hvor hurtigt kan letbanevogne køre?
Letbanen skal overholde de almindelige trafikregler i byområder. På land og i eget spor, kan Letbanen køre op til 100 km/t.
Kan vi tage barnevogne og cykler med i Letbanen?
I Letbanen gælder - med få undtagelser - de samme rejseregler som i Midttrafiks busser.
Du kan gratis tage en barnevogn, klapvogn eller rollator med i bussen eller Letbanen, hvis der er plads til det, og ind- og udstigning ikke generes.
Vær opmærksom på, at der gælder særlige rejseregler for cykler:
Almindelig cykel: Du kan tage din cykel med i Letbanen, dog ikke på strækningen Skolebakken - AU Hospital i myldretiden (kl. 7.00 - 9.00 og kl. 15.00 - 17.00 på hverdage). Cyklen skal placeres i flexarealet. Husk at købe en cykelbillet (svarer til en 2-zoners enkeltbillet til voksentakst).
Foldecykel: Du kan medbringe din foldecykel gratis på alle strækninger og i alle tidsrum. Din foldecykel skal være foldet sammen, og den skal placeres under sæderne eller i flexarealet. Foldecykler må maksimalt fylde 115x60x30 cm
Læs også
Er Letbanen tilgængelig for alle?
I Letbanen er der sikret niveaufri indstigning på perroner, så der er nem adgang ind og ud af letbanetogene. Der er også installeret knapper, som giver ekstra tid til dette. Der vil være god plads til at placere kørestole i et flexareal med klapsæder og tæt på dørene.
Fire enkle budskaber til bilisterne
Hold afstand til sporet, for Letbanen fylder mere end du tror
Letbanen er støjsvag og kan være svær at høre
Letbanen er skinnebåren og kan ikke undvige