Hvidt pulver i banankasser
Ansatte fandt hvidt pulver i banankasser
Ansatte på et Coop Danmark-lager i Hasselager fandt i nat flere tasker med et hvidt pulver, der var skjult i banankasser fra Colombia. Det oplyser TV2 Nyhederne.
Lagermedarbejder Torben Smidt var på arbejde i nat, da det mystiske fund blev gjort.
- Klokken er vel lidt før klokken to, da vi finder den første banankasse. Vi kan mærke, at de vejer betydeligt mere, end de plejer. Vi kan næsten ikke løfte dem. Da vi får dem åbnet, finder vi nogle mørkegrønne army-tasker, der hver vejer ca. 30 kilo. De er fyldt med store plader, der er tapet ind. Nøjagtigt som på film, siger Torben Smidt til tv2.dk.
Politiet vil over for tv2.dk ikke bekræfte omfanget af fundet eller stoffets art. Kasserne, der er kommet til Danmark via Holland, var alle mærket med rød skrift.
Skulle ikke have været i Danmark
Torben Smidt tror ikke, at banankasserne skulle have været til Danmark.
- Et eller andet må være gået galt undervejs - måske i Amsterdam, da pallerne med banankasser skulle lastes om. Der er nok en eller anden, der får røven på komedie. Hvis det er narko, er det jo sindssygt mange penge, der er gået tabt.
Østjyllands Politi siger følgende til tv2.dk om nattens fund:
- Vi modtog klokken 01.50 en melding fra Coop Danmark i Hesselager. Her havde man fundet noget hvidt pulver i nogle kasser med bananer, fortæller politikommissær Mogens Brøndum.
- Vi tager ud til stedet, hvor vi sikrer os pulveret. Det var vi nu i vores varetægt med henblik på nærmere analyse og bestemmelse af stofarten.