Hvalhjerte for stort til scanner
Hjertet fra finhvalen, der i juni strandede i Vejle Fjord, blev i dag scannet på Århus Universitetshospital Skejby.
Det 200 kg. tunge hjerte måtte skæres op i to dele, før det kunne komme ind i scanneren.
Scanningen skal give lægerne mere viden om, hvordan hjertemusklen er i stand til at trække sig sammen og pumpe blodet rundt i kroppen. En viden der på længere sigt måske kan bruges, når mennesker skal behandles.
- Hvalhjerter ligner menneskehjerter temmelig meget, og jeg håber vi kan få noget ny viden, når vi scanner hvalhjertet, fortæller Overlæge Morten Bøttcher fra Hjertemedicinsk Billedcenter på Århus Universitetshospital Skejby.
Hjertet blev scannet i hospitalets nye superscanner, der også har en ekstra stor åbning. Det har nemlig kapacitet til at scanne patienter på op til 200 kilo.