Hutlihut: Historiens største danske sportspræstation fylder 25

Tro det eller ej – i dag er det præcis 25 år siden, at John ’Faxe’ Jensen ramte den ’lige i røven’ og Danmark blev europamestre i fodbold

02:48

- Jeg kan godt forstå, hvis den nye generation siger, at nu skal vi kraftedeme ikke høre mere om det 1992-hold, men så siger jeg, at det er fint nok, men så må der skabes nogle andre resultater, siger Flemming Poulsen. Video: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix

Få diskussioner bliver lukket så hurtigt som den om, hvad der egentlig er den største danske sportspræstation gennem tiderne.

For den foregik i Sverige – begyndende den 11. juni med en halvslatten 0-0’er mod England, men kulminerende den 26. juni 1992 med en 2-0-sejr over Tyskland i EM-finalen.

Jeg kan nogle gange godt sidde derhjemme og kigge lidt i mine scrapbøger og tænke på, hvilken fantastisk bedrift, det var

John Sivebæk, EM-guldvinder i 1992. 

At EM-triumfen er den største danske sportspræstation nogensinde, er svært at argumentere imod. Alle kender historien – uanset om man var barn, ung, gammel eller blot på vej til at blive undfanget på dagen, hvor Danmark chokerede fodboldverdenen. 

00:35

Se jublen i Aarhus, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992. 

Luk video

Alle kender Flemming Tofts ikoniske ’Hutlihut’, alle ved, at John ’Faxe’ Jensen hverken før eller siden ramte en bold så rent, som han gjorde, da han gjorde det til 1-0 – og alle har knebet øjnene sammen under en ubehjælpsom langsom gengivelse af 2-0-målet for at vurdere, om Kim Vilfort havde arm på bolden, inden han via stolpen bankede bolden fladt forbi Bodo Illgner i det tyske mål. 

Læs også EM 92-udstilling: Kom og løft pokalen på Rådhuset

Hvis du levede i 1992, så ved du, hvor du var, da Danmark vandt EM i fodbold.

I dag er det så præcis 25 år siden, at sejren over Tyskland kom i hus. 

Flemming Povlsen kysser pokalen, som han gjorde det for 25 år siden. 

Det blev markeret på Aarhus Rådhus, hvor der siden den 9. juni og frem til den 23. juni var udstilling af effekterne fra EM-triumfen. Pokalen var der, spillertrøjerne var der og minderne væltede frem.

Præstationen er ikke blevet mindre speciel med alderen, hvis man spørger en af dem, der rent faktisk var på banen under kampen. John Sivebæk spillede de første 66 minutter, inden en skade tvang ham til at udgå ved stillingen 1-0 til Danmark. 

Læs også Tidligere AGF-spiller har fået stjålet sin EM-medalje

- Alle kan jo huske det. Selv folk, der ikke engang var født dengang føler næsten, at de var med, fordi de har fået det fortalt så mange gange. Det synes jeg er det største ved det – at alle folk beundrer os for at have vundet, siger John Sivebæk til TV2 ØSTJYLLAND.

Selv holder han også minderne i live og ved lige hjemme i privaten – også den dag i dag.

- Jeg kan nogle gange godt sidde derhjemme og kigge lidt i mine scrapbøger og tænke på, hvilken fantastisk bedrift, det var. Jeg har også noget video fra dengang, som jeg også sidder og kigger på en gang imellem. Selvfølgelig bliver det færre og færre gange, men jeg synes, det er enormt sjovt og spændende at sidde og kigge på, siger John Sivebæk. 

Billedet, hvor John 'Faxe' Jensen rammer den 'lige i røven'.  Foto: Palle Hedemann - Scanpix

Som tidligere nævnt var der i EM-finalen mange af den slags øjeblikke, som alle husker. Hvad med Peter Schmeichels vanvittige redning efter et par og tyve minutter, da Klinsmann sparkede første gang efter det lange hjørne, eller da Torben Piechnik hoppede over hele klyngen i sin iver efter at fejre 2-0-målet.

Men også aarhusianske Flemming Povlsen, endnu en EM-helt, bliver husket. Han græd nemlig som pisket, da realiteterne gik op for ham efter kampen. Og hvordan har man det så med de billeder – her 25 år senere?

- Jeg synes selv, jeg bærer det flot, haha. Det var noget, jeg hørte meget for dengang, men jeg ved ikke, om jeg var first-mover på det der, men jeg ser mange, der i dag, når de laver en god sportspræstation, også har vand i øjnene. Der er altså nogle følelser på spil, når man endelig kommer i mål med et stort projekt, siger Flemming Povlsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

01:08

Morten Bruun fik stjålet sin EM-medalje, men fik overrakt en ny. Se mere i videoen her. 

Luk video

- Jeg kan godt forstå, hvis den nye generation siger, at nu skal vi kraftedeme ikke høre mere om det 1992-hold, men så siger jeg, at det er fint nok, men så må der skabes nogle andre resultater, siger han. 

Hør mere fra Flemming Povlsen og John Sivebæk i videoen øverst i artiklen.