Husker du nytårstalerne: Dumsmarte bemækninger og pension

Flere af dronning Margrethes nytårstaler huskes for markante udsagn

Foto: Axel Schütt - Scanpix

De fremmede, janteloven, ensomhed, egoisme og Facebook er nogle af de temaer, som dronningen har taget op i sine nytårstaler.

Talen i 2015 vil blive husket for, at dronningen afsluttede med at sige, at prinsgemalen har valgt at gå på pension.

Herunder er et udpluk af de mest debatterede taler:

1984: - Så møder vi dem med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger, så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder - det kan vi ikke være bekendt.

Læs også Nytårstale: Bliver kulturhovedstad eller yakety-yak nævnt?

1987: - Vi skal nok passe på, at vi ikke af misforstået beskedenhed kommer til at ligge under for den såkaldte "jantelov" og dens "du skal ikke tro, du er noget". Vel er den meget dansk, men den er farlig, hvis den ender med at gå os i blodet.

2000: - Mod ensomheden hjælper kun menneskeligt nærvær. Det er ikke noget, vi kan overlade til andre, til det offentlige. Det er et ansvar, vi har over for hinanden.

2010: - Men er der i disse år tegn på, at vi er blevet mere egoistiske, at vi er blevet tilbøjelige til først og fremmest at kræve ind og sikre os, at vi hver især får det, vi selv mener at have krav på? Er vi ved at blive mistroiske over for hinanden og tillægge hinanden mindre pæne motiver? Så er det ikke alene en økonomisk krise, vi befinder os i, så er det vore holdninger, der er ved at komme i skred.

Læs også Dronningen giver ridderkorset til dødssyge Troels Kløvedal

2012: - Der er en tendens i tiden til at tegne et billede af det perfekte liv med ægtefælle, børn, et inspirerende arbejde, spændende fritidsinteresser, et ungdommeligt udseende uanset alder. Hvem kan leve op til det alt sammen.

2014: - Hjælpen alene gør det ikke. Vi skal også anspore de nyankomne til at opbygge en ny tilværelse, hvor de kan tage ansvar for sig selv og gøre deres bedste for at falde til i det fremmede land, enten den tid bliver lang eller kort

2015: - Jeg vil i aften rette en særlig tak til prinsgemalen. Min mand har besluttet, at tiden nu er inde for ham til at "drosle ned" til, hvis jeg må sige det på almindeligt dansk, at gå på pension.

Kilder: Ritzau og kongehuset