Hundesmiley-ordning er i gang, men stopper næppe vanrøgt

For at dæmme op for vanrøgt af hunde er en ny smileyordning nu trådt i kraft. Ordningen vil dog næppe forhindre grumme sager, vurderer Dansk Kennelklub

Uddelingen af smileys til hundekenneler, hundehandlere, hundepensioner- og internater er netop begyndt. Genrefoto.

Det skulle være slut med sager om hundehvalpe, der lever på trang plads i tykke lag af lort eller ikke får den mad og drikke, de har brug for. Derfor vedtog regeringen sidste år en ændring af dyreværnsloven, som betyder, at hundeavlere og hundepensioner fremover bliver omfattet af en smileyordning.

Læs også Politiet finder 24 misrøgtede hunde: 11 måtte aflives

Men smileyordningen kommer næppe til at forhindre ret mange vanrøgtssager, lyder det fra Dansk Kennelklub. For det er kun en meget lille andel af de hvalpe, som hvert år kommer til verden i Danmark, der fødes i kenneler, der er omfattet af smileyordningen.

Vi skal ikke bilde os ind at denne her hundesmileyordning ville have fundet de dyreværnssager, der var i det østjyske. Det ville den formentlig ikke.

Lise Lotte Christensen, Dansk Kennel Klub

- For at være med i smileyordningen skal man opdrætte tre eller flere kuld hvalpe om året på tre eller flere tæver, forklarer Lise Lotte Christensen, der er pressekontakt i Dansk Kennelklub.

- Godt 1500 af vores medlemmer har rent hobbyopdræt, som der kommer hundehvalpe ud af. De er ikke omfattet af smileyordningen. Det er der kun 220 af vores medlemmer, der er. 

Smiley ville ikke have forhindret vanrøgt

Tallene illustrerer ifølge Lise Lotte Christensen, hvor mange hvalpe der faktisk fødes uden for de store kenneler, hvor den nye smileyordning ikke gælder.

- Udfordringen for smileyordningen er, at de steder, hvor vi har set de her dyreværnssager, ikke er omfattet. Det var lyssky hundeopdræt med taletidskort og falske annoncer på Facebook, siger Lise Lotte Christensen med henvisning til de grumme sager om hundevanrøgt, der har været i Østjylland de seneste år.

- Vi skal ikke bilde os ind, at denne her hundesmileyordning ville have fundet de dyreværnssager, der var i det østjyske. Det ville den formentlig ikke. 

Læs også Lynhurtige Loke jagter rotter for kommunen

Grumme østjyske sager

Smileyordningen er ellers netop et forsøg på at dæmme op for vanrøgt af hunde - noget Østjylland tidligere har set flere grumme eksempler på.

Sidste år blev 27 hunde fjernet fra en gård nord for Randers, hvor de levede i skidt og afføring. Året før var den gal i Framlev vest for Aarhus, hvor dyrene havde det så dårligt, at dyrlægen måtte aflive 11 hunde på stedet. I alt blev 24 udsultede og dehydrerede hunde fundet på adressen.

Læs også Dyrlæge advarer: Chokolade kan let forgifte din hund

Uanmeldte kontrolbesøg

Den nye smileyordning betyder, at kontrollanter fra Fødevarestyrelsen kan komme på uanmeldt besøg på hundepensionater og i hundekenneller for at tjekke, om hundene har tilstrækkelig plads, luft, varme, lys og om de får nok motion, mad og drikke.

Besøget afføder så en enten glad, mellemfornøjet eller sur smiley, som forbrugerne kan bruge, når de skal beslutte, hvor de vil købe hund.

02:15

I februar 2017 blev 27 hunde fundet på en gård nord for Randers hvor de var blevet vanrøgtet. Se mere i videoen her.

Luk video

En af dem, som kan se frem mod sådan et besøg, er Gitte Morell, der har en hundekennel nær Malling med 12 voksne hunde og i øjeblikket 16 hvalpe. Hun har for nylig haft et kontrolbesøg fra Dansk Kennel Klub, som hendes kennel bestod med glans. Hun frygter derfor ikke for smileyordningen, men mener heller ikke, at den ikke løser problemet med vanrøgt af hunde. 

- Det er ikke os, de skal bruge tiden på. Det er dem, der laver de hvalpe, som bliver sat til salg i den blå avis, der er problemet, siger Gitte Morell. 

- De brodne kar vil altid været der, men det er som at finde nålen i en høstak. Jeg tror den eneste måde, at få fat i dem på, er, at sige at man skal have en registrering for at lave hvalpe på samme måde, som man skal for at have en bil.

Læs også Påskefrokost for hunde: - Det er en meget træt hund, jeg får med hjem