Hovedbibliotek er i spil til asyl-aktiviteter

Dansk Flygtningehjælp ser muligheder i at bruge den tomme biblioteksbygning i Mølleparken i Aarhus

En delegation fra Dansk Flygtningehjælp var i dag i Aarhus for at besigtige det nu tidligere hovedbibliotek i Aarhus.

Det skete efter invitation fra kulturrådmand i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R), som i sidste uge foreslog, at Hovedbiblioteket kunne tages i brug som for eksempel asylcenter.

Dirtektør i Dansk Flygtningehjælp Anette Christoffersen fortæller mandag aften til tv2oj.dk, at den oprindelige plan forud for besøget var, at biblioteksbygningen skulle fungere som midlertidig sprogskole.

Foreningen har i dag en sprogskole på Paludan Mullers Vej i Aarhus, men her er pladsen efterhånden for trang:

- Vi er pressede, når det kommer til lokaler, så vi synes, det var et generøst tilbud fra rådmanden, siger Anette Christoffersen.

- Bygningen er ikke egnet i forhold til at have en sprogskole. Det vil ikke kunne lade sig gøre med indretningen i forhold til det korte tidsperspektiv.

Organisation ser muligheder

Biblioteksbygningen i Mølleparken er indtil slutningen af december i år ejet af Aarhus Kommune. Fra 1. januar 2016 overgår ejerskabet til konsortiet Biblioteksparken A/S, der vil omdanne en del af bygningen til et hostel.

Efter dagens besøg vil Anette Christoffersen fra Dansk Flygtningehjælp dog ikke udelukke, at det gamle hovedbibliotek kan bruges til andre aktiviteter:

- Det kunne for eksempel være til vores mange frivillige, som har mulighed for at lave nogle events og andre arrangementer, forklarer hun.

Rådmand: Tilfreds med besøg

Dansk Flygtningehjælp har nu aftalt et møde med kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad senere i denne uge. Et møde, som rådmanden ser frem til.

Rabih Azad-Ahmad fortæller til tv2oj.dk, at besøget i dag gik helt fint:

- Jeg kan forstå på dem, at de har et akut behov for plads og samtidig har vi tomme lokaler stående, siger han.

Ifølge Rabih Azad-Ahmad kræver det ikke nogen afstemning i byrådet i Aarhus Kommune, hvis Dansk Flygtningehjælp vælger at takke ja til tilbuddet om at låne de tidligere bibliotekslokaler.

Dansk Flygtningehjælp kigger på gammelt Hovedbibliotek

Rådmand: Flygtninge kan bo i gammelt Hovedbibliotek