Hoteller fyldes i Festuge

Arrangørerne af Århus Festuge må finde alternative indkvarteringsmuligheder til kunstnerne. Hotellerne har ikke plads.

Allerede for et år siden forsøgte direktøren for Århus Festuge, Jens Folmer Jepsen, at bestille 20 hotelværelser på Radisson SAS Scandinavia Hotel til kunstnere, som skal optræde ved dette års festuge. Men hotellet havde ikke plads, og det går udover sammensætningen af optrædende, skriver JP Århus

- Hotelkapaciteten sætter en naturlig begrænsning for, hvor mange internationale navne vi får i Århus Festuge, siger Jens Folmer Jepsen til avisen.

Også den tilbagevendende Present Aarhus Festival i Ridehuset har haft problemer med indkvartering.

- Det er altid en kamp at skaffe hotelværelser i Århus. Der er omkring 1.500 hotelværelser i Århus, mens de har 15.000 i København. Så sent som under sidste weekends SPOT-festival var der mange, der måtte opgive at få hotelværelser til deres forretningsforbindelser. Det er da ærgerligt, når kommunen så gerne vil vise Århus fra den bedste side, siger arrangør Christian Ø. Sørensen.

Århus-borgmester Nicolai Wammen er enig i, at der er for få hoteller i byen og vil nu arbejde for at få flere.