Problemerne hober sig op på hospital i Skejby

Aarhus Universitetshospital står stadigvæk overfor store udfordringer, som lader til at være langt fra løste

Udfordringerne for Aarhus Universitetshospital fortsætter. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

På Aarhus Universitetshospital i Skejby bliver operationerne aflyst på stribe.

Som TV2 ØSTJYLLAND i fredags kunne fortælle, så er 250 ikke-akutte operationer blevet aflyst i denne uge, fordi der mangler sterile instrumenter til operationerne - blandt andet på grund af akut personalemangel.

Og det lader til, at problemerne stadigvæk er langt fra løste.

- Selvom vi har fået nedbragt antallet af vogne, som venter, så er der stadigvæk nogle tilbage, og det skal vi have løst. Det med personalet bringer vi i orden over de næste måneder, så vi forventer at være oppe at køre igen til marts 2019, siger Jørgen Schøler Kristensen, der er lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, til TV2 ØSTJYLLAND.

03:16

VIDEO: Se hele interviewet med Jørgen Schøler Kristensen, hvori han forklarer, hvor hospitalet nu står i forhold til udfordringerne. 

Luk video

Færre operationer også i næste uge

I en redegørelse fra Aarhus Universitetshospital står der i den forbindelse:

- Fra næste uge vil vi fortsat have lettere nedsat operationskapacitet med svarende til op til ca. 10 pct. færre operationer (...). Fra 1. februar 2019 forventer vi gradvis at kunne optrappe operationskapaciteten.

Vi skal også have løst de andre udfordringer, som der er - eksempelvis tekniske vanskeligheder med vognvaskere. 

Jørgen Schøler Kristensen, lægefaglig direktør, Aarhus Universitetshospital

 Aflysningerne skyldes, at Sterilcentralen på grund af driftsproblemer og personalemangel ikke kan nå at vaske og sterilisere de instrumenter, som skal bruges under operationerne. Men der er åbenbart flere ting, som driller på Universitetshospitalet i Skejby.

- Vi skal også have løst de andre udfordringer, som der er - eksempelvis tekniske vanskeligheder med vognvaskere - og så har vi også en IT-udfordring, som vi skal have løst på længere sigt, forklarer Jørgen Schøler Kristensen.

Ansættelsesprocessen er i gang

Universitetshospitalet skriver ligeledes i redegørelsen, at de fra 1. januar 2019 ansætter otte nye medarbejdere og senere på året yderligere syv. Det skal fremadrettet sikre et tilstrækkeligt mandskab i Sterilcentralen, står der.

Tidligere på ugen snakkede vi med sektorformanden for social- og sundhedssektoren hos FOA Aarhus, Jette Ohlsen. Hun fortalte, at man længe har været opmærksom på, at der er akut personalemangel på sterilcentralen på Aarhus Universitetshospital.

Læs også FOA om aflyste operationer: - Ikke oplevet lignende før

- Generelt er der rekrutteringsproblemer i forhold til social- og sundhedsassistenter. Og det her er altså ikke et område, hvor man bare kan hente folk ind fra gaden. Hvis jeg havde 35 ledige, ville jeg sende dem til Aarhus med det samme, men sådan er realiteterne altså ikke, siger Jette Ohlsen.

Andre hospitaler hjælper til 

Aflysningerne betyder for patienterne, at deres operationer er blevet udsat, og det tyder på, at nogle af dem kommer til at vente længe på en ny tid. 

- Der vil være nogle, som relativt hurtigt kan komme til, der hvor der er stor kapacitet, men der vil også være nogle, hvor er der tale om ikke særlig alvorlige tilstande, hvor man kan komme til at vente i flere måneder, siger Jørgen Schøler Kristensen. 

01:25

VIDEO: Therese Olssons datter har hoftedysplasi og skulle have været opereret i denne uge. Operationen er dog blevet aflyst.   

Luk video

Han forklarer dog, at de berørte patienter bliver informeret om, hvad de har af rettigheder i forhold til at få en ny operationstid. 

- Det foregår på skift, så vi er sikre på, at det er til at forstå for dem. Nogle af patienterne vil have rettigheder til at komme på privathospitaler, så det er også i spil, siger Jørgen Schøler Kristensen. 

Læs også Skejby ramt af aflyste operationer - nu træder andre hospitaler til

Desuden får hospitalet allerede nu hjælp fra andre hospitaler. Det drejer sig blandt andet om Hospitalsenhed Midt, der blandt andre har afdelinger i Silkeborg og Viborg samt Regionshospitalet i Horsens.