Hospital: Kom hurtigere hjem
Opruster med speciallæger i akutmodtagelse
Tidligere ville patienterne ofte blive mødt af en yngre læge, når de ankom til akutmodtagelsen på Hospitalsenheden Horsens.
Det sker nu ikke længere. Hospitalet har valgt at udskifte de yngre med de mere erfarne speciallæger, som nu fremover skal stå i spidsen for at gennemføre undersøgelser og indlede behandling.
Ifølge hospitalet skal den nye opprioritering være med til at sikre mere kvalitet og en hurtigere behandling:
- Det betyder, at patienterne kan komme hurtigere hjem eller videre i deres behandling, siger Ove Gaardboe, som er ledende overlæge på Akutafdelingen.
Den nye ordning med speciallæger er en del af Akutplanen i Region Midtjylland, som foreskriver, at det fremover skal være speciallæger, som tager imod de akutte patienter.
For at speciallæge-ordningen reelt kan blive ført ud i praksis, har man i Horsens været nødt til at ansætte flere speciallæger og benytte sig af speciallæger fra andre afdelinger på hospitalet.