Horsens-træner om gyserpulje: Det bliver magisk

Horsens-træner Bo Henriksen ser ikke noget negativt i, at man er havnet i en tæt nedrykningspulje.

AC Horsens tabte søndag aften på hjemmebane med 1-3 til Brøndby. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Efter søndagens dramatiske 26. spillerunde, står det nu klart, at AC Horsens er havnet i nedrykningsspillets pulje 1 sammen med AGF, Sønderjyske og Vejle. 

Der er lagt op til, at det bliver en gyser, da Horsens kun har tre point ned til Sønderjyske på tredjepladsen i puljen.

Læs også Minut for minut: Tre østjyske nederlag i Superligaen - og ingen top 6

Hvis sønderjyderne når at overhale Horsens, så skal Horsens-spillerne ud i de drabelige playoffkampe, hvor de skal kæmpe for deres overlevelse.

Horsens-træner Bo Henriksen valgte efter 1-3 nederlaget mod Brøndby at kigge positivt på situationen.

Det bliver vildt, vanvittigt, sjovt og ikke mindst drabeligt.

Bo Henriksen, cheftræner, AC Horsens

- Det bliver fuldstændig magisk for vores fans og for fodbolden generelt, så det er helt genialt.

- Det bliver vildt, vanvittigt, sjovt og ikke mindst drabeligt. Jeg glæder mig, fordi det bliver nogle fede kampe, siger Bo Henriksen.

Ifølge Horsens-træneren, så var det østjyske hold allerede før kampen mod Brøndby klar over, at man ville havne i den tætte pulje 1. 

Cheftræner Bo Henriksen glæder sig til det kommende nedrykningsspil. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Tre point ned til Sønderjyske

Tætheden i puljen betyder, at nedrykningsspøgelset spøger i Horsens, men ifølge direktør Kristian Nielsen, så er det ikke noget, man tænker synderligt over.

- Jeg er ret fortrøstningsfuld, hvis vi havner i den situation. Det er ikke noget, vi fokuserer på eller bruger energi på. For os handler det om, at vi vil gøre alt for at blive i Superligaen. 

- Det er trods alt positivt, at vi har tre point ned til Sønderjyske, siger Kristian Nielsen.

Tidligere på måneden præsenterede Horsens et rekordoverskud på næsten 13 millioner kroner, og derfor er man rustet økonomisk, hvis det ender med en tur i næstbedste række. 

- Vi er klar til det rent økonomisk, og det skal vi også være. Vi arbejder med at være klar til at omstille os relativt hurtigt, hvis det bliver en ny virkelighed, der hedder 1. division i næste sæson, siger Kristian Nielsen.

VIDEO: TV 2 ØSTJYLLAND's Kasper Skipper havde forudset, at AC Horsens kunne få point mod Brøndby. Desværre tog han fejl. Se den seneste udgave af 'Skipperligaen Update' her:

Ekstremt spændende Superliga-runde!! - Skipperligaen Preview Uge 11