Horsens rykker mod Aarhus
Vil styrke samarbejdet mod nord
Horsens og Aarhus vil styrke samarbejdet. De to kommuner er i forvejen Jyllands bedste til at tiltrække nye beboere, men begge byer håber at kunne gøre det endnu mere attraktivt at flytte dertil.
Derfor tager Horsens og Aarhus kommuner nu initiativ til at sondere terrænet for yderligere samarbejde om fælles vækst.
- Vi har en klar interesse i at styrke båndene mod nord. Med strukturreformen blev Horsens Kommune en del af den midtjyske region. Det er derfor helt naturligt at fokusere på, hvordan vi kan udnytte vores unikke placering midt i det østjyske bybånd, og på hvordan vi høster gevinsterne ved et styrket samarbejde med Aarhus, siger Horsens-borgmester Peter Sørensen (S) i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelelsen hænger de to byer tættere og tættere sammen som fælles arbejdskrafts- og uddannelsesopland.
I dag pendler omkring 3.300 personer fra Horsens til Aarhus Kommune for at arbejde eller uddanne sig, og omkring 2.000 personer pendler den anden vej.
Dansk Byggeris seneste analyse forudser, at boligbehovet i Horsens frem mod år 2040 vil stige med 29 pct., mens det tilsvarende vil stige med 27 pct. i Aarhus.