Horsens-boss: Det var vores dårligste præstation i år

Bo Henriksen erkender, at AC Horsens mod Sønderjyske ikke præsterede på samme niveau som hidtil i dette år

Foto: Frank Cilius - Scanpix

Oprykkerne fra AC Horsens er kommet fint fra land i Alka Superligaen og har for alvor blandet sig i kampen om at nå med i top-seks.

Søndag kom holdet dog ned på jorden, da det i Haderslev blev til et nederlag på 0-2 til Sønderjyske.

- Vi må nok erkende, at det var vores dårligste præstation i år.

- Vi var en smule uheldige, da vi skulle skifte så meget rundt efter fire minutter, da Doneil Henry gik ud med en skade, som kommer til at holde ham ude i et stykke tid.

Læs også AC Horsens taber i Haderslev og smider sjetteplads

Horsens måtte tidligt i opgøret foretage udskiftningen, og det rystede spillerne en smule mentalt, erkender Horsens-træneren.

- Det så ud til at ryste os lidt mere, end vi havde håbet. Når det er sagt, så har vi spillet med det her hold i mange kampe. Rent taktisk har det ikke nogen indvirkning, men måske mentalt, siger Bo Henriksen.

Fortjent sejr til Sønderjyske
Han vil dog ikke pille ved Sønderjyskes sejr.

- Sønderjyske fik en fortjent sejr. Vi havde rigtig mange parametre imod os, og vi kan kun klandre os selv, siger Horsens cheftræner, Bo Henriksen.

Læs også AC Horsens har fundet fængslende trøjesponsor

Han så flere mangler hos sit hold i opgøret mod Sønderjyske.

- Vi kan godt forvente at være mere aggressive i vores spil, specielt i vores duelspil og rent taktisk. Der er nogle småting, hvor vi godt kan præstere bedre.

- Havde Kjartan scoret i første halvleg, så havde det selvfølgelig udviklet sig til en anden kamp.

- I anden halvleg synes jeg, vi gjorde det rigtig fint. Vi kom ikke frem til så mange chancer, men vi kom bedre med i opgøret. Så det er dér, vores fokus skal være, siger Bo Henriksen.