Horsens-back kan se sig selv fortsætte som angriber

AC Horsens' Peter Nymann kan sagtens se sig selv fortsætte som angriber, selv om det er en uvant position

Peter Nymann var primært back i sidste sæson - nu bruges han som angriber. Foto: Mads Dalegaard - Ritzau Scanpix

I sidste sæson spillede AC Horsens' Peter Nymann oftest højre back, men i kampen mod FC København og senest i 1-1-opgøret mod Randers FC har 35-årige Peter Nymann været at finde i angrebet.

På trods af at det er en lidt anden position, end den han er vant til, kan Peter Nymann godt se sig selv fortsætte som angriber.

 - Jeg kan godt se mig selv fortsætte på angrebspositionen. Det er spændende at spille deroppe, og forhåbentlig bliver det bedre og bedre for hver kamp. Nu må vi se, om det fortsætter.

- Det er rigtig mange år siden, jeg sidst har spillet deroppe, så det kræver lidt tilvænning. Jeg prøver at få det bedste ud af det, men der er stadigvæk et stykke til, at jeg når det niveau, jeg gerne vil, siger Peter Nymann.

Ifølge ham selv mangler han lidt at rykke med inde i boksen.

Det var en hård fight mellem AC Horsens og Randers FC. AC Horsens' Jonas Borring måtte udgå med en hovedskade.   Foto: Mads Dalegaard - Ritzau Scanpix

Drost røget på bænken

- Der er lidt at arbejde med inde i boksen, hvor jeg godt kan blive bedre i hovedspillet og det fysiske spil, så det skal der selvfølgelig arbejdes på for at blive en god angriber, siger Peter Nymann.

Valget af Peter Nymann som angriber har betydet, at Oliver Drost er startet på bænken i de seneste to kampe mod FC København og Randers FC.

Jeg vil selvfølgelig helst spille, men jeg respekterer trænerens valg, og der er ikke andet for end at arbejde mig ind på holdet.

Oliver Drost, AC Horsens

 - Jeg vil selvfølgelig helst spille, men jeg respekterer trænerens valg, og der er ikke andet for end at arbejde mig ind på holdet, siger Oliver Drost.

Oliver Drost blev skiftet ind i første halvleg, da Jonas Borring måtte udgå med en hovedskade.

- Det går bedre og bedre med at arbejde mig ind på holdet. Nu fik jeg minutter mod Randers, og herfra er det bare at bygge på, og så skal det nok komme, siger Oliver Drost.