Holleufer vil ikke anke

Striden mellem Århus Bymuseum og den fyrede direktør Lars Holleufer er slut. Holleufer har besluttet ikke at anke byrettens dom.

Advokat Jesper Ørskov Nielsen oplyser i dag til dagbladet Urban, at hans klient, Lars Holleufer stiller sig tilfreds med den dom som retten i Århus har afsagt. Bymuseet har tidligere meddelt, at de ikke går videre med sagen, hvis Holleufer accepterer rettens ord. Holleufer får 303.580 kr. af Bymuseet, som tilbageholdte beløbet. Pengene repræsentere den løn Holleufer skulle have i opsigelsesperioden, men Bymuseet mente, at Holleufer havde taget andet lønnet arbejde og derfor ikke var berettiget til pengene. Holleufer havde forlangt omkring 400.000 kr. for fejlagtig og usaglig opsigelse. Det krav sagde retten nej til. Holleufer skal betale cirka 20.000 kr. i sagsomkostninger.