Holder øje med unge
Kriminelle forsøger at sætte dagsorden, mener politiet
Politiet holder nu et ekstra godt øje med en række unge, som færdes i boligområdet Bispehaven i det vestlige Aarhus.
I længere tid har der været ballade i området, hvor blandt andet flere containere er blevet sat i brand, og der er blevet kastet sten efter politiet.
Senest blev en 29-årig mand i weekenden såret med knivstik. Senere lørdag aften blev 19 personer anholdt. Flere af dem var bevæbnede med slag- og stikvåben.
Ifølge Østjyllands Politi er der tale om en gruppe unge, der tidligere er straffet for alvorlig kriminalitet, der for tiden skaber uro i bydelen.
Politiet har derfor skærpet opmærksomheden på gruppen.
Se: 19 anholdt efter bandeopgør
- Det er politiets opfattelse, at der er en stor gruppe af utilpassede og kriminelle unge, som nu er blevet løsladt. De unge forsøger at sætte en dagsorden om, at de vil bestemme i området, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Men politiet er slet ikke enig med dem. De skal ikke bestemme noget som helst. Og det gør vi fra politiets side alt for at undgå.
Politiet afviser, at uroen i området skyldes banderelaterede opgør.
Se mere i tv-indslaget i videoplayeren øverst på siden.