Højreradikale et stort problem

Højreradikale og hooligans er et større problem end rockere, vurderer politiet i Århus.

Miljøet omkring højreekstreme netværk og hooligangrupper udgør et alvorligere voldsproblem end både rockere og kriminelle indvandrere.

Sådan lyder vurderingen fra politiet i Århus, samtidig med at Politiets Efterretningstjeneste melder om en drastisk stigning i antallet af racistiske anmeldelser i landets politikredse. Det skriver Politiken mandag.

- Når det gælder vold, kræver de mere fokus end rockerne og kriminelle indvandrere, der ikke gør sig særligt bemærket på voldsområdet, siger chefkriminalinspektør Bent Preben Nielsen til avisen.

Antallet af racistiske kriminelle handlinger er på landsplan mere end fordoblet det seneste år. /ritzau/