Høje promiller i trafikken
De spritbilister, der er indblandet i ulykker i Østjylland, har meget høje promiller, viser en ny analyse.
Vejcenter Østjylland har lavet en analyse af samtlige trafikulykker i de tolv kommuner, der hører under centret, i de seneste fem år.
Ulykker, hvor der er alkohol involveret.
Næsten 2000 spiritusrelaterede trafikulykker er det blevet til i den perioden, og analysen viser blandt andet, at de fleste spritbilister typisk er mænd mellem 18 og 40 år.
89 mistede livet og 430 kom alvorligt tilskade i de mange ulykker på de østjyske veje, og det viser sig, at det ikke er en enkelt øl eller to, der er røget ned inden tændingsnøglen er drejet en gang.
Nej, promillen er i størstedelen af tilfældene ganske høj.
- Og de har en meget høj spirituspromille. Tre ud af af 4 har en promille på over 1,2, fortæller Jytte Nørup fra Vejcenter Østjylland til DR Østjylland.
Det er desuden ikke kun bilister, der træde på speederen i beruset tilstand.
Fulde knallertkørere er involveret i hver sjette sprit-ulykke, oplyser DR Østjylland.