HK utilfredse med aftale

Fagforeningen HK er ikke tilfredse med den aftale, som regeringen og Danske Regioner har indgået

Arkivfoto fra Regionshospitalet i Silkeborg.

Økonomien hos Danske Regioner i 2016 er på plads, efter at der er indgået aftale med regeringen. Men det er en urimeligt stram aftale, mener HK, og HK Kommunals formand Bodil Otto mener, at regeringen løber fra sit ansvar.

- Jeg er sikker på, at mange danskere har haft en forventning om, at Venstre ville tage ansvaret og sikre et ordentligt sundhedsvæsen. Hvor hospitalerne har personale, som har tid til patienterne. Det må vi så konstatere ikke er tilfældet. Den her aftale lægger op til besparelser og nedskæringer på hospitaler i flere regioner. Jeg vil sige, at regeringen med denne aftale er løbet fra sit politiske ansvar for sundhedsvæsenet, siger Bodil Otto i en pressemeddelelse.

Se: Bent Hansen: Ikke flere besparelser

Også formanden for Danske Lægesekretærer i HK, Soile Friis, er utilfreds med aftalen, som man frygter kan give længere patientventetider og mindre omsorg.

- Besparelserne kan ikke undgå at gå ud over patienterne. Personalet på hospitalerne løber i forvejen så stærkt, at de har svært ved at nå alle opgaver. (?) Personalet skal have de nødvendige rammer for at løse opgaverne, og det er ikke rimeligt, at personalet kommer i klemme mellem borgernes ret til en god behandling og de stigende udgifter til medicin. Jeg vil sige, at den aftale er en ?ommer?, siger Soile Friis i pressemeddelelsen.