Hjemmeplejen fryser
Må ikke have lange ærmer på i kulden
Det er en kold fornøjelse at være hjemmehjælper og skulle cykle fra hjem til hjem for at hjælpe borgerne. I Horsens Kommune har personalet kæmpet med den isnende kulde.
Problemet med at holde varmen er så stort, at nogle af de ansatte i Sundhedscenter Ceres nu blandt andet afprøver skiundertøj for at se, om det kan være et tilfredsstillende værn mod kulden. Det fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
Må ikke have lange ærmer på
- Når det er så koldt, kan det være særligt svært for det udekørende personale, der hele tiden skal ind og ud hos borgerne, at finde det rette tøj. Hertil kommer, at vi skal overholde hygiejnereglerne, fortæller Mai-Britt Thyrring, der er assisterende funktionsleder i Ceres Centret.
- Det betyder blandt andet, at personalet ikke må have langærmede t-shirts på. Men ved at teste ski undertøj og andet varmt tøj på nogle af medarbejderne håber vi på at kunne afhjælpe problemet fremover.
Skiundertøjet, der består af en kortærmet t-shirt og lange benklæder, er blevet taget godt imod af ergoterapeut Annette Nielsen:
- Vi skal ind og ud hos borgerne mange gange i løbet af dagen, så det skal ikke være alt for besværligt at tage tøjet af og på. Desuden er der også stor forskel på temperaturen ude hos de ældre. Nogle ældre lukker for varmen den 1. april og åbner først igen 1. november. Så er det godt med noget varmt skiundertøj inderst på kroppen, mener ergoterapeut Annette Nielsen.