Hjemmehjælp over computeren
Randers Kommune forsøger sig nu med en virtuel hjemmepleje-ordning
At få hjemmehjælp er ikke kun ensbetydende med, at en fysisk person møder op og hjælper for eksempel en ældre borger.
Sådan er virkeligheden blevet i Randers Kommune, hvor man siden juni har indført en virtuel hjemmepleje-ordning.
Ordningen indebærer, at borgere, som får mange besøg fra hjemmeplejen, kan vælge at konvertere en del af de almindelige besøg til virtuelle besøg.
Det foregår på den måde, at kommunen installerer en skærm med mikrofon og kamera hjemme ved den ældre. Via skærmen er det så muligt at kommunikere med sosu-hjælperen eller assistenten.
Se også: Får besøg over webcam
Det kan måske umiddelbart lyde som en spareøvelse, men ifølge Randers Kommune kan det også være en aflastning og hjælp for den ældre, som undgår for meget stress i hverdagen:
- Vi oplever, at nogle borgere betragter os som et forstyrrende element i deres hverdag. Hvis de for eksempel får 5-6 besøg om dagen på cirka-tidspunkter, kan det være svært at planlægge andre ting. Nogle borgere føler også, at de skal være præsentable og have ryddet op, når vi kommer, og det kan være stressende og irriterende for dem, siger distriktssygeplejerske Karina Spanner i en pressemeddelelse.
Kommunen understreger, at ordningen fungerer som et supplement til den almindelige, fysiske hjemmepleje og kun bliver indført, hvis den ældre borger har mod på det.
Erfaringen indtil videre er, at de ældre er glade for ordningen og at plejepersonalet kan spare tid i deres arbejde. Skærmen kan nemlig også bruges til mere end blot at kommunikere:
- Vi kan klare rigtig meget praktisk over skærmen også - blandt andet kan vi måle ilttilførsel og blodtryk via apparater, der er tilsluttet maskinen, siger Karina Spanner.
Indtil videre har ordningen med virtuel hjemmepleje været tilgængelig for borgere i Vorup- og Kristrup-området.
Også i Favrskov Kommune har man forsøgt sig med virtuelle projekter blandt andet rettet mod borgere med psykiske problemer.