Hjemløse søger indenfor i vinterkulden

Hos varmestue, herberg og hovedbibliotek i Aarhus kan man mærke, at det er blevet koldere

01:36

1 af 2

Det er koldt at sove udenfor, når termometeret viser minusgrader og sneen daler ned fra himlen.

Det ved Marianne Kuhlman, som i nat søgte ly på Det Blå Herberg i Aarhus, hvor op til 10 hjemløse har mulighed for at få en varm seng at sove i.

Hun er glad for muligheden, der betyder, at hun ikke skal sove på en bænk eller andet koldt sted:

- Så kan jeg også få et bad og noget mad. Det er luksus. Det er enormt dyrt at være fattig, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Hjemløse fik en seng på nødherberg

Herberget på Spanien i Aarhus er bare et af flere steder i byen, hvor folk uden tag over hovedet kan få en seng at sove i eller en varm portion mad at lune sig på.

Nødherberget åbnede 1. december og er drevet af frivillige. Siden åbningen har sengene næsten været fuldt booket hver eneste nat.

Også hos Kirkens Korshærs varmestue på Nørre Allé i Aarhus kan leder Morten Aagaard mærke, at det er blevet vinter.

- Det er rigtig hårdt at være udenfor, fortæller han.

Søger varme på bibliotek

Varmestuen har døgnåbent og er et opholdssted for hjemløse og andre udsatte borgere, som mangler et sted at opholde sig.

- Man kan komme her og få en varm kaffe, få omsorg og nærhed. Vi oplever, at de hjemløse trækker indenfor, siger Morten Aagaard, som lægger vægt på, at der er plads til alle typer mennesker.

Et andet sted i Aarhus, hvor mange hjemløse også vælger at opholde sig er hovedbiblioteket i Dokk1 på havnen. Her skønner biblioteksleder Knud Schultz, at mellem 15 og 30 hjemløse kommer forbi en eller flere gange om ugen.

- Jeg mener, at de er brugere her i huset på linje som alle andre. Det er også det, vi kan se på den måde, de bruger huset på. De bruger vores pc'erne, bøger og møbler til at sidde og læse i. Nogle gange tager de også en lur, siger han.

De hjemløse kommer ofte enkeltvis og sidder spredt rundt i huset ligesom de øvrige biblioteksgæster, fortæller Knud Schultz.

- Vi tror også, det er den bedste måde at se de hjemløse som en integreret del i stedet for som en isoleret gruppe,

Du kan møde Marianne Kuhlman, som har sovet på nødherberget i Aarhus natten til fredag og høre om, hvad overnatningsmuligheden betyder for hende.