Hjælp til cyklisterne
Snerydning på cykelstier er vigtigt, mener kommune
Det skal være muligt at cykle til arbejde eller skole, selvom det har sneet. Det mener Randers Kommune, der i år gør en ekstra indsats for, at kommunens cykelstier er ryddet for sne.
De lokale vejarbejdere starter maskinerne klokken fire om morgenen for at rydde de større cykelstier i kommunen.
Cykelstierne bliver ryddede efter samme princip som vejene: De store trafikveje først og derefter de mindre trafikerede veje.
- Vores mål i Randers Kommune er at få flere til at springe på cyklen til og fra arbejde også om vinteren. Derfor er det vigtigt at sende et signal til borgerne om, at vi selvfølgelig prioriterer at rydde cykelstierne om vinteren, siger ingeniør i Randers Kommune Birgit Berggrein i en pressemeddelelse til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Birgit Berggrein er også projektleder for Randers Cykelby, der netop har som formål at få flere randrusianere til at springe op på sadlen.