Hitler-sympatisører får karantæne
AGF har givet flere ballademagere karantæne i forbindelse med fodbold på NRGi Park.
Så gik den ikke længere.
Et ukendt antal AGF-fans har fået karantæne fra NRGi Park efter flere episoder på det seneste.
- Der blev uddelt karantæne til flere personer, der har tilknytning til det højreradikale miljø, i forbindelse med kampen mod Viborg, hvor de pågældende chikanerede det omkringværende publikum, ligesom det kom til slagsmål med kontrollørerne, da kampen var slut. Og så er der altså episoden med banneret, der også har udløst karantæne. Så der vil være et noget mindre antal fra den gruppe på stadion i den kommende tid, siger sikkerhedschef i AGF John Bundgaard til JP Århus.
Han oplyser endvidere til TV 2 | ØSTJYLLAND, at karantænerne løber til årsskiftet. Derefter vil klubben prøve at komme i dialog med de fans, der fik karantæne.
Kan de ikke finde ud af at opføre sig ordentligt i fremtiden, så bliver karantænen tidsubestemt, men så langt vil John Bundgaard nødigt komme ud.