High fives til skoleelever
Hyldet for at være gode mobbeambassadører
På Skåde Skole i Aarhus har man gjort en stor indsats for at forebygge mobning.
Projektet hedder Trivselslederne og går ud på at uddanne elever fra 4. til 9 klasse til at være gode kammerater.
Trivselslederne får til opgave at stå for bevægelse og aktiviteter løbet af skoledagen, så ingen elever keder sig i frikvarterne og på den måde er erfaringerne, at projektet kan medvirke til at forebygge mobning.
I dag blev skolens trivselsledere hyldet af spillerne fra byens 1. divisionshold, AGF. Spillerne kom forbi gymnastiksalen for at uddele high fives og skrive autografer.
Christina René Forsberg Thomassen fra 8.A er trivselsleder. Hun blev glad for komme helt tæt på sine idoler:
- Jeg synes, det er vildt fedt, at de gider tage ud på vores skole og fejre, at vi er trivselsledere, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
AGFs anfører og målmand, Steffen Rasmussen, var imponeret over elevernes store stykke arbejde.
- Man skal tænke på, at det er børn og unge mennesker, der bruger deres tid på at hjælpe andre, siger han.
Han fortsætter:
- Det er godt, at man ligesom involverer børnene i, at det altså ikke er okay, at man holder folk ude eller mobber andre.
I videoen øverst på siden kan du se, hvordan det så ud, da eleverne blev hyldet.