Her skete fejlen i Marcus-sagen

Det var en aarhusiansk fertilitetsklinik, der begik fejl i Marcus-sagen

19-årige Marcus Vestergaard Pedersen fra Randers leder efter sin biologiske mor.

Den unge mands historie har været et af de helt store samtaleemner i Danmark denne sommer.

Hidtil har en advokataftale beskyttet den klinik, der begik fejl i Marcus-sagen, fra at blive omtalt i offentligheden, men nu kan Berlingske afsløre hvilken klinik, der er tale om.

Se: Marcus vil finde sin mor

Berlingske har søgt aktindsigt i sagen hos Sundhedsstyrelsen og fortæller nu, at der er tale om den aarhusianske klinik Ciconia, med cheflæge Karsten Petersen i spidsen.

Sagen handler om Marcus Vestergaard Pedersen, der har fundet ud af, at hans mor ikke er hans biologiske mor. Før han blev født blev både hans biologiske mor (en iransk kvinde, red.) og kvinden, der fødte ham, behandlet på en fertilitetsklinik.

Se: Professor: Kunne ikke ske i dag

Her blev glasset med det befrugtede æg fra den biologiske mor byttet med glasset med ægget fra den kvinde, som ni måneder senere fødte Marcus Vestergaard Pedersen.

Det var en iransk kvinde, som var rejst til Danmark for at få et æg befrugtet med donorsæd, og det var altså det æg, der endte med at blive til Marcus.

Se: Se Marcus i norsk tv

Karsten Petersen oplyser i en mail til Berlingske, at han har tavshedspligt i personrelaterede sager, og at han derfor heller ikke kan bidrage til at udrede Marcus-sagen yderligere. Ifølge avisen fremhæver han, at klinikken ændrede sikkerhedsprocedurer, da man blev bekendt med den utilsigtede hændelse, og at den pågældende medarbejder, som begik fejlen, ikke længere er ansat i virksomheden.

TV 2 | ØSTJYLLAND har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Karsten Petersen.