Her skal der bo 25.000 østjyder
Ny by får stort erhvervsområde
Konturerne til en ny, stor aarhusiansk forstad er så småt ved at tegne sig.
Aarhus Kommune har planer om, at Lisbjerg skal udvikle sig fra en landsby på toppen af en bakke til et stort byområde med plads til 25.000 beboere.
Den nye by får også et stort erhvervsområde. Det ligger fast, efter at politikerne i Aarhus Byråd har godkendt en lokalplan, der åbner op salg af erhvervsgrunde tæt på Djurslandmotorvejen.
Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) ser frem til den kommende udvikling af Lisbjerg.
- Lisbjerg bliver på sigt en by med 25.000 indbyggere og med masser af attraktive tilbud til den moderne familie: en moderne skole, et stærkt lokalsamfund, naturskønne omgivelser og fantastiske transportmuligheder, både når man skal på arbejde og til fritidsaktiviteter, siger han i en pressemeddelelse.
- Lisbjerg ligger tæt på erhvervsområdet i Skejby og Det Nye Universitetshospital, og med letbanen og den sammenhængende cykelsti vil Lisbjerg blive tæt forbundet med Aarhus, fortsætter Bünyamin Simsek.