Her går det rigtig godt

Masser af elever til østjyske efterskoler

Elever fra Vestbirk Musik- og Sportsefterskole 2011.

Det går rigtig godt med de østjyske efterskoler, der i disse dage slår dørene op for det nye skoleår. Det fortæller DR Østjylland.

For hvor efterskolerne på landsplan har haft det rigtig svært de seneste år, så har de østjyske efterskoler svært ved at få armene ned.

Sidste år måtte syv efterskoler på landsplan dreje nøglen om på grund af svigtende elevtal, men de bekymringer har man ikke på de omkring 40 efterskoler i det østjyske, fortæller forstander på Aarhus Efterskole ved Aarhus, Bent Ole Bærenholdt, der samtidig er formand for de østjyske efterskoler.

- De østjyske efterskoler er de skoler i landet, der har det bedst. Vi er de skoler, der har størst tilslutning og bliver hurtigst fyldt. Så vi skal ikke klage i forhold til andre regioner i Danmark, siger Bent Ole Bærenholdt.

Og formanden er ikke i tvivl om, at det østjyske område har en stor tiltrækningskraft på eleverne - i forhold til fx yderområderne.

- Der er en geografisk årsag til det. Yderområderne, hvor man traditionelt har tiltrukket folk fra lokalområdet, er blevet affolket, og der er steder, hvor områderne har større arbejdsløshed, som har påvirket folks økonomi, siger Bent Ole Bærenholdt og fortsætter:

- Så Østjylland har et større opland at tage af og er et større vækstcenter, og det betyder også noget for skolerne.