Her er TV2 ØSTJYLLANDs bud: De kommer ind
De personlige stemmer bliver talt op i løbet af torsdag. Indtil da kan man læse TV2 ØSTJYLLANDs politiske redaktørs bud på mulige repræsentanter.
Først senere i dag har vi de endelige personlige stemmetal fra Aarhus, og først da kan vi sige endegyldigt, hvem der kommer ind i Folketinget fra Østjyllands Storkreds.
Aarhus-stemmerne plejer nemlig at være nogle af de sidste, der bliver talt op, og det kan ifølge TV2 ØSTJYLLANDs oplysninger være tidligt omkring kl. 17 eller senere omkring kl. 21. Det afhænger af, hvor hurtige de er til at tælle stemmerne op.
TV2 ØSTJYLLANDs politiske redaktør, Asbjørn Andersen, kommer dog her med sit bud på, hvilke politikere der bliver valgt ind i Folketinget af østjyderne, på baggrund af valgresultaterne fra i aftes og i nat.
Socialdemokratiet bevarer deres syv mandater i Folketinget fra Østjylland og bliver dermed det største parti i Østjylland og på landsplan.
Det nye hold kommer sandsynligvis til at bestå af tidligere Aarhus-borgmester og minister Nicolai Wammen, der forventes at være den store stemmesluger. Derudover forventes Leif Lahn, Jens Joel og Henrik Dam Kristensen at blive valgt ind. De sidste tre medlemmer kan blive nuværende medlemmer af Folketinget Malte Larsen og Daniel Toft, og så er Camilla Fabricius eller Iben Sønderup vores bud på det sidste medlem.
Venstre går frem med to mandater i Østjylland og får dermed seks medlemmer af partiet i Folketinget fra Østjyllands Storkreds. De pladser går formentlig til Jakob Ellemann-Jensen, Troels Lund Poulsen, Michael Aastrup Jensen og Britt Bager. Derudover kan de sidste to pladser enten gå til Favrskovs tidligere borgmester Anders G. Christensen, Heidi Bank, Birte Andersen eller Fatma Øktem.
Læs også
Én mere sikker end andre
Søren Egge Rasmussen er garanteret Enhedslistens ene plads, da Nikolaj Villumsen er valgt ind i Europaparlamentet og ikke kan blive valgt ind, selvom han stod på stemmesedlen. Og derudover er Enhedslisten partiliste-opstillet, som gør det sikkert, at Egge Rasmussen får pladsen.
For De Konservative er Mona Juul formentlig valgt, mens SF får spidskandidat Kirsten Normann Andersen i Folketinget sammen med Anna Brændemose eller Charlotte Bormann Mølbæk.
Nye Borgerlige kommer for første gang i Folketinget. Tidligere medlem af Liberal Alliance, Lars Boje Mathiesen, er en mulig kandidat til at få partiets ene mandat.
Læs også
Hans tidligere parti halverer deres mandater og går fra to til en. Det bliver sandsynligvis tidligere transport-, bygning- og boligminister Ole Birk Olesen, der får Liberal Alliances østjyske plads.
Alternativet får en politiker på Christiansborg. Det kan blive Torsten Gejl.
Læs også
Usikker på vinder og taber
Radikale Venstre er valgets store vinder på landsplan og i Østjylland, hvis man sammenligner deres stemmer med stemmerne ved det seneste Folketingsvalg.
De skal nu finde to ekstra medlemmer udover formand Morten Østergaard, som med meget god sandsynlighed er sikret en plads. Hvem der får de pladser, tør vi dog ikke gisne om på nuværende tidspunkt.
Valgets helt store taber blev Dansk Folkeparti. De mister tre ud af fem politikere i Østjylland, og det er praktisk talt umuligt at sige endnu, hvem der bliver valgt ind, før vi har de endelige personlige stemmetal.
Kandidater vi forventer der bliver valgt ind:
Nicolai WammenSoc.dem.
Jens JoelSoc.dem.
Leif LahnSoc.dem.
Henrik DamSoc.dem.
Morten ØstergaardRadikale Venstre
Mona JuulKonservative
Lars BojeNye Borgerlige
Kirsten NormannSF
Ole Birk OlesenLib. Al.
Britt BagerVenstre
Jakob EllemannVenstre
Michael AastrupVenstre
Troels Lund PoulsenVenstre
Torsten GejlAlternativet
Søren EggeEnhedslisten