Headhunterfirma skal finde rektor
Danmarks Journalisthøjskole i Århus har hyret et headhunterfirma til at finde skolens kommende rektor.
8. dec 2006, kl. 12:36
Mere end 30 dage gammel
Det bliver et headhunterfirma, der skal hjælpe bestyrelsen med at finde frem til den nye leder af Danmarks Journalisthøjskole (DJH) i Århus.
Skolens nuværende rektor, Kim Minke, forlader jobbet med udgangen af marts 2007 efter 12 år på posten. Stillingen vil i begyndelsen af januar blive slået op både i Danmark og via Journalisthøjskolens internationale netværk i udlandet.
- Danmarks Journalisthøjskole har brug for en offensiv, dynamisk leder, som med stor personlig gennemslagskraft og passion for journalistikken kan motivere og udvikle både de studerende og skolens medarbejdere, siger bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen. /ritzau/