Hashkontrol gav pote
Mand sigtet for overtrædelse af zoneforbud
En 34-årig mand fra Aarhus er som den første blevet sigtet for overtrædelse af zoneforbuddet i Mølleparken, der er indført i kampen mod hashhandlen i parken.
Tirsdag i sidste uge fik manden forbud mod at opholde sig i en radius af 100 meter fra Mølleparken, og i går overtrådte han det forbud, da han to gange blev spottet i parken af politiets specialpatrulje.
- Jeg synes, det er hurtigt, han er røget i nettet, men jeg håber, det kan få ham til at holde op, siger lederen af specialpatruljen ved Østjyllands Politi, vicepolitikommissær Kristian Harlev Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 34-årige mand er nu sigtet for to gange at have overtrådt zoneforbuddet. Det giver to bøder af 2000 kr. pr. stk. Derudover er han sigtet for salg af hash.
- Forbud skulle gerne tage pippet fra dem, der handler åbenlyst dernede, siger Kristian Harlev Sørensen.
Politiets indsats i Mølleparken i går førte til sigtelser af yderligere tre personer. En 18-årig mand er sigtet for salg og har fået advarsel om zoneforbud, mens to mænd på 22 og 48 år er sigtet for at købe hash.