Harme over dom i pædofili-sag fra Randers

Erik Kristiansen var selv udsat for seksuelle overgreb som barn

02:19

1 af 2

Fredag faldt der dom i det, der beskrives som danmarkshistoriens største pædofilisag. Og mens sagen fra Randers blev fulgt tæt af medier fra hele landet, sad en mand i Grenaa og fulgte ekstra godt med.

Han blev nemlig selv udsat for seksuelle overgreb som barn, og han er chokeret over den milde dom i sagen.

- Det er fuldstændig grotesk, at man ikke dømmer hårdere i sådan nogle sager, siger Erik Kristiansen fra Grenaa.

Vold og overgreb

Han arbejder som kommunalt ansat i Norddjurs kommune. Han er 62 år gammel, og som barn blev han selv udsat for seksuelle overgreb og vold af sin stedfar.

Afgørelse: 48-årig mand idømt seks års fængsel i pædofilisag

- Det skete, når min mor ikke var hjemme, så skulle vi op i soveværelset, hvor jeg skulle røre ved ham og sådan noget. Hvis jeg ikke gjorde, som han sagde, fik jeg en på siden af hovedet, siger Erik Kristiansen.

Han flyttede hjemmefra som 15-årig og slap væk fra overgrebene, men oplevelserne er han først begyndt at kunne tackle de seneste par år.

Alt for mild dom

Fredag blev en 48-årig mand fra Randers idømt seks års fængsel i en pædofilisag, og han skal derudover betale en erstatning på i alt 81.000 kroner til fire ofre.

Mor til ofre i pædofilisag: Troede jeg havde hørt forkert

- Det er børn, det går ud over, det er familier, der bliver slået totalt i stykker af sådanne ting. Det er en alt, alt for mild dom, siger Erik Kristiansen.

Vil hjælpe andre

Han tog selv kontakt til TV 2 | ØSTJYLLAND, efter han havde fulgt sagen fra Randers. Han håber, at han ved at stå frem med sin historie kan hjælpe andre pædofiliofre.

- Det bedste, jeg tror, at man kan gøre, er at tale sig ud af det og blive ved med at snakke om det. Det kan være hårdt for omgivelserne, men det skal ud. Det skal ud af kroppen, så desto mere man taler om det, desto bedre er det, synes jeg, siger Erik Kristiansen.

Øverst i artiklen kan du se et tv-indslag om Erik Kristiansen.

Herunder kan du se et tv-indslag fra fredag om dommen i pædofilisagen fra Randers