Hård kritik af brandberedskab
Det går for langsomt med at sikre beredskabet på Århus Havn. Det mener Per Clausen fra Enhedslisten.
TV 2 | ØSTJYLLAND har over flere omgange sat fokus på beredskabet på Århus Havn. I området ligger flere industrivirksomheder tæt på hinanden, og flere gange har brande sat sikkerheden i fokus.
Århus Kommune har presset på for at få skærpede regler, også for havnevirksomhedernes brandberedskab. En brand sidste år i Århus Havn var på nippet til at udvikle sig til en katastrofe, da brandmændene forhindrede, at ilden bredte sig til to beholdere med eksplosivt metanol.
Det øgede beredskab imponerer ikke Per Clausen, som er miljøordfører for Enhedslisten.
- Det er chokerende, at der tilsyneladende skulle flere farlige brande i Århus Havn og spørgsmål i folketinget til, inden dette sker. Jeg synes også, det er bekymrende, at der vil gå en kortere eller længere tid, før de nye krav stilles til eksisterende virksomheder, udtaler Per Clausen i en pressemeddelelse.
Clausen vil nu stille spørgsmål til forsvarsministeren for at finde ud af, hvor længe de danske myndigheder har forsømt at sikre befolkningen.
Se mere om sikkerheden på Århus Havn i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND fra klokken 19.30.