Har du et gammelt bip-spil?
Steno Museet laver en spilleudstilling i vinterferien, hvor man kan prøve de gamle bip-spil
Bip-bip ? bip-bip ? Hvem husker ikke de kendte bip-lyde fra Donkey Kong og lignende bip-spil fra 1980erne.
Nu efterlyser Steno Museet de kendte spil, da de skal indgå i en speciel Game Zone, når museet har tema om spil og computerteknologi i vinterferien.
- Det, vi er interesseret i, er at få fat i nogle gamle bip spil til en game-zone, hvor spillene kan få et nyt liv for en kort periode her på museet, siger Aase Jacobsen, der er planetarieinspektør.
Steno Museet søger både Donkey Kong, Gameboy og lignende bip-bip spil.
- Vi er også interesseret i at få folks egne fortællinger om, hvordan de sad og spillede, at de fortæller nogle gode historier om, hvad spillene betød for dem, siger Aase Jacobsen.
Der er da også dømt leg og spilleglæde, når Steno Museet inviterer til tema om spil & computerteknologi.
Alle syv dage i vinterferien er hele familien velkommen, uanset om man går seriøst op i spil og computerteknologi, om man spiller for sjov, eller man bare er en nysgerrig (bedste) forælder.
Se interview med planetarieinspektør i videoen ovenfor.