Håndværkere: Det er kaos
Tusindvis af østjyder vil have del i renoveringspulje. Se hvad du skal gøre, hvis du vil have ny udestue eller nyt badeværelse.
Interessen for regeringens meget omtalte renoveringspulje har været massiv - også i Østjylland.
TV 2 | ØSTJYLLAND har mandag foretaget en rundringning til en række håndværkerfirmaer i Århus. Her tegner der sig et tydeligt billede af, at østjyderne er meget interesserede i at indhente tilbud til renovering.
En enkelt håndværksmester benyttede ligefrem udtrykket 'det er kaos'. Firmaet modtager i øjeblikket 20 daglige henvendelser mod tidligere kun at have modtaget 20 om måneden.
Også Simonsen Tømrer- & Snedkerfirma ApS i Tilst mærker interessen for at få del i renoveringsmillionerne.
- Vi afgiver en forfærdelig masse tilbud for tiden, siger indehaveren Stefan Simonsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Renoveringspuljen er på i alt 1,5 mia. kr. Der vil blive ydet tilskud på 40 procent af arbejdslønnen på håndværkerregningen, dog højst 15.000 kroner.
Derudover er det muligt at få et tilskud til materialer på op til 10.000 kroner, hvis renoveringen nedbringer energiforbruget.
Ved at klikke i boksen ovenfor til højre kan du se, hvad du skal gøre for at få del i renoveringspuljen.
I aften klokken 19.00 er der borgermøde i Rådhushallen i Århus, hvor blandt andre borgmester Nicolai Wammen (S) fortæller om statens renoveringspulje. Her kan borgerne på, hvordan de kan få del i pengene.
Se desuden mere i TV 2 | ØSTJYLLAND's udsendelse mandag klokken 19.30.