Håndsrækning til varmeværker

Politikere vil have indført frit brændselsvalg

02:06

1 af 2

Nogle steder i Østjylland kæmper borgerne med tårnhøje varmeregninger, men sådan skal det måske ikke længere være.

Regeringen lægger nemlig op til at frigøre 50 barmarksværker fra tvangsbindingen til dyr naturgas.

Det vil blandt andet komme borgerne i de to byer Hundslund og Oldrup i Odder Kommune. Her er borgerne trætte af, at de skal betale væsentlig mere for at få opvarmet deres hus eller lejlighed end de skal i andre byer.

Læs også: Varme: 42.000 kroner om året

Den gennemsnitlige varmeregning for varmekunderne hos Hundslund-Oldrup Varmeværk er på 24.000 kroner. Det skyldes, at varmeværket, som er et barmarksværk, er bundet til at fyre med naturgas.

- Man taler meget om, at man ikke kan sælge huse, fordi der er tilslutnings- og forblivepligt, siger Heimo Dalsgaard, som formand for Hundslund-Oldrup Kraftvarmeværk, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Frit brændselsvalg

Snart kan borgerne måske se frem til ikke længere, at skulle være tvunget til én bestemt energiform.

Den østjyske folketingspolitiker Jens Joel (S), som er energiordfører for Socialdemokraterne, synes, det er en god idé at hjælpe de uheldige varmekunder, så de fremover selv kan vælge frit mellem forskellige typer brændsel:

- De betaler en alt for høj regning. Derfor skal de have frit brændselsvalg, så de kan slippe lidt billigere, siger Jens Joel.

Hvis der bliver indført frit brændselsvalg for de mest trængte varmeværker, vil det også komme borgerne i Gylling, Falling, Ørting og Uggelhuse-Langkastrup til gode.

I Hundslund og Oldrup vil fritvalgs-ordningen betyde, at de i gennemsnit kan spare mellem 6000 og 7000 kroner på deres varmeregning.

- Lad os få den vedtaget så hurtig som mulig, siger Heimo Dalsgaard, som formand for Hundslund-Oldrup Kraftvarmeværk.

Folketingspolitiker Jens Joel skal i morgen mødes med de andre ordførere på området i Energiministeriet for at drøfte en ændring af reglerne.

Se et tv-indslag om de høje varmepriser øverst på siden.