Handelshøjskolen aflyser stor konference
Handelshøjskolen i Århus har aflyst stor international konference, hvor 40 forskere fra hele verden skulle have deltaget.
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet skulle fra onsdag den 21. til fredag den 23. april have været vært for en international konference med over 40 forskere fra hele verden. Inspireret af finanskrisen var temaet for konferencen "Corporate and Marketing Communication in Times of Growth and Times of Crisis".
Men nu er konferencen selv blevet ramt af en krise, nemlig den sky af vulkanstøv, der er blæst ned fra Island siden torsdag i sidste uge.
Skyen har besværliggjort luftfarten i mange lande. Konferencen er blevet aflyst, eftersom det har været umuligt for de internationale forskere at komme med fly til Danmark.
- Efter over et års arbejde med forberedelserne er det meget ærgerligt, at vi må aflyse konferencen. Den betyder meget for vores profil i og uden for Danmark, udtaler professor Finn Frandsen, der er leder af Center for Virksomhedskommunikation og en af arrangørerne af konferencen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den planlagte forkonference, erhvervsseminaret "Hjælp, vi er i krise. Markedsføring i krisetider", bliver dog stadig afholdt som planlagt på Rådhuset onsdag.